Her kan du følge med i seneste nyt fra både Holbæk Partiforening samt fra vores valgte politikere.
Flere gange har socialområdet trukket overskrifter. Ikke kun i Holbæk men også på landsplan. Socialområdet dækker det specialiserede område for børn, unge og voksne.Socialområdet er udfordret med store udgifter. Disse udgifter har kun været stigende og på trods af at vi i Holbæk kommune har fået tilført flere midler og socialudvalget har arbejdet med handleplaner på socialområdet, rækker det ikke ift de udgifter der er. Der er rigtig mange udgifter som socialudvalget ikke kan bestemme over, da der er indsatser som er lovbestemt og skal afholdes af kommunen.Socialudvalget har arbejdet meget, særligt gennem denne valgperiode, med at stoppe udgifterne. Det har betydet at flere forebyggende indsatser er blevet enten lukket eller reduceret. Til gengæld ser vi nu at der er flere udgifter som er til at forudse og styre.Der er dog stadig udgifter som vi stadig ikke kan forudse. Der er kommet flere borgere i år, som medfører flere udgifter end der er budgetlagt med ved budgetforhandlingerne i august 24, så socialudvalget er stadig i arbejdstøjet. Kommunerne i Region Sjælland har startet et samarbejde omkring døgninstitutioner og botilbud. Det er rigtig dyrt at bygge og drive døgninstitutioner og botilbud. Kommunerne har aftalt at vi skal være✓ Fælles om kontrakter og takster✓ Fælles om kvalitet ✓ Fælles om botilbudDet næste vi skal finde ud af i Socialudvalget er om vi i Holbæk skal være sælgerkommune eller køberkommune af døgninstitutioner og botilbud Fra S i Socialudvalget Kanga KandasamyLars QvistChristina Hvass Hansen
Truslen om krig og konflikt tynger pludselig Europa i en grad, vi ikke har oplevet længe. Tvivl om NATO-alliancens sikkerhed på baggrund af Donald Trumps overraskende udmeldinger og Putins agression fra Rusland fylder meget i verdensbilledet, og derfor også for kommunernes i Danmark. For hvordan skal velfærden ude i kommunerne finansieres i en verden, hvor også Danmark skal opruste? Har vi råd til begge dele? Med socialdemokratiske briller skal vi have råd til begge dele, og det håber vi afspejles i aftalen mellem Regeringen og kommunerne her i maj/juni 2025. - Henrik Mosbæk KL’s topmøde var for mig en førstegangsoplevelse, og jeg tog især finansministerens ord om behovet for en demokratisk oprustning med mig.Vi står i en tid, hvor investeringer i militæret fylder meget, men det glæder mig, at vi også taler om, hvordan vi kan forebygge konflikter og undgå at forværre situationen. Demokratiet er under pres – ikke kun fra ydre trusler, men også indefra. Færre stiller op til politik, digitale trusler vokser, og fronterne i samfundsdebatten trækkes skarpere op.For nogle år siden fortalte min gamle lærer mig, hvordan han oplevede, at elever havde svært ved at være uenige uden at konflikten skulle have en vinder. Enten trak den ene sig, eller også blev samtalen aldrig til noget. Han så, hvordan unge søgte mod dem, de var enige med, hvilket udfordrede fællesskabet og begrænsede de vigtige samtaler om vores samfundsretning.Selvom jeg gerne så, at vi alle var socialdemokrater, er det hverken realistisk eller ønskværdigt. Et stærkt demokrati kræver, at vi mødes på tværs af holdninger og tør tage dialogen – ikke for at vinde, men for at forstå hinanden og finde fælles løsninger.Sluttelig vil jeg gerne anerkende vores fællesskab og hele den socialdemokratiske gruppe. På topmødets gruppemøde var det tydeligt, at vi er et parti med psykologisk tryghed. Alle gik respektfuldt til dialogen, og ministrene modtog både spørgsmål og kritik på en ordentlig måde. Det er den kultur, vi skal værne om – både i vores parti og i demokratiet generelt.- Sif Thomsen
På generalforsamlingen blev der valgt ny formand og næstformand, samt ny bestyrelse.
Til november er der kommunalvalg og vi i Socialdemokratiet Holbæk Kommune har nu vores kandidatliste klar. 26 dygtige og engagerede kandidater, der hver især bidrager til en stærkt kandidathold.
Så er foråret ved at være på vej og jeg ved ikke med jer, men jeg ser frem til lysere dage og lidt mere solskin.De sidste fem måneder har på alle måder været en vild tid, både for mig som Regionsrådsformand og for Region Sjælland. Jeg trådte til som Regions rådsformand d. 24. september og den endelige aftale om en omfattende reform for sundhedsvæsenet landede på vores bord i november.Det er en rigtig god reform, som kommer med løsninger og svar på meget af det, som vi længe har efterlyst i vores region. Nemlig et opgør med den ulighed vi ser inden for sundhedsvæsenet, hvor der er færrest læger der, hvor borgerne er mest syge.Men samtidig blev det også besluttet at Region Sjælland og Region Hovedstaden skal fusioneres til en stor Region Øst. Det var ikke noget, der stod på min ønskeseddel, da centralisering sjældent gør noget godt for nærdemokratiet.Men nu er det sådan det er og så bliver mit vigtigste politiske fokus at sikre, at alle de gode intentioner i reformen, kommer borgerne i en samlet Region Øst til gavn. Det betyder at der skal flere læger til Region Sjælland og at vi får alle de gode løsninger vi har i Region Sjælland med over i en ny Region. Og vi er allerede i gang. Vi meddelt ministeriet, at vi ønsker at Holbæk sygehus kommer i betragtning til de midler der er sat af til nyt sygehusbyggeri. Der er lavet en aftale omkring praktiserende læger, så der kun må komme nye praktiserende læger i de kommuner, som har størst behov. Jeg har en god og konstruktiv dialog med Lars Gårdhøj fra Region Hovedstaden, om hvordan vi arbejder hen imod en ny stor Region, hvor vi har fokus på at sikre, at der reelt sker en udligning af ressourcerne i sundhedsvæsenet.Jeg er derfor fortrøstningsfuld, også selvom vi står overfor en kæmpe opgave med at skabe en ny stor Region med ansvaret for 2,8 mio. borgere og mere end 60.000 ansatte.Jeg vågner stadigvæk op om morgenen og føler mig enormt privilegeret og glad over, at jeg får lov til at arbejde med en historisk sundhedsreform. Det er et kæmpe privilegie at få lov at komme ud og møde så mange dedikerede medarbejdere og ledere,som har så meget, de gerne vil dele. Både af det de er stolte af og der hvor vi skal gøre det bedre. Det er en fornøjelse at møde borgere og patienter, som både har ris og ros til os. Alt sammen noget, der giver energi og gode ideer til hvor vi lige kan gøre det lidt bedre.Trine Birk Andersen
Holbæk Kommune er geografisk stor, og vores skoler ligger spredt i flere lokalområder. Det er en styrke, men det stiller også krav til, hvordan vi sikrer samarbejde på tværs og skaber et stærkt fællesskab blandt vores børn og unge. Derfor foreslår vi socialdemokrater i Udvalget for Børn og Skole at oprette et fælleselevråd i Holbæk Kommune.Et fælleselevråd vil give eleverne bedre muligheder for at dele erfaringer, diskutere fælles udfordringer og få en stærkere stemme i de beslutninger, der påvirker deres hverdag. Det handler ikke kun om at styrke elevdemokratiet – det handler også om at skabe et tættere sammenhold mellem eleverne, uanset hvilken skole de går på.Vi ønsker at mindske afstanden mellem elever og politikere, så vi sammen kan udvikle en endnu bedre folkeskole. Flere kommuner har allerede haft gode erfaringer med at give fælleselevråd høringsret og tæt dialog med beslutningstagere – det kan vi også i Holbæk!Vi håber, at initiativet vil styrke elevernes engagement og sikre, at de føler sig hørt og taget alvorligt. Sammen kan vi skabe en mere elevvenlig kommune, hvor børn og unge inddrages aktivt i fremtidens folkeskole.Derya, Jens, Jarl og Sif
Den nye Ældrelov og Sundhedsreform vil få stor betydning for vores ældrepleje og sundhedstilbud i Holbæk Kommune. Som socialdemokrater i Ældre.- og Sundhedsudvalget ser vi mange positive tiltag – men også områder, hvor vi skal være særligt opmærksomme. Med Ældreloven får de ældre mere selvbestemmelse, og plejen bliver mere fleksibel. Et af de vigtigste elementer er helhedspleje og faste selvstyrende teams – noget vi gik til valg på allerede i 2021 og nu har implementeret i Holbæk. Vi er derfor på forkant og ved, at det skaber bedre sammenhæng for borgerne og mere arbejdsglæde for medarbejderne. Nu skal vi sikre, at resten af systemet følger med. Sundhedsreformen betyder store ændringer i det nære sundhedsvæsen, og samarbejdet mellem kommunerne og den nye Region Østdanmark bliver afgørende. Vi skal sikre en stærk kommunal stemme i de nye sundhedsfællesskaber, så vores borgere får en tryg overgang mellem sygehus, kommunal pleje og egen læge. Særligt forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme skal prioriteres, så flere kan få hjælp tæt på hjemmet i stedet for at ende i unødvendige indlæggelser. Vores opgave er klar: Vi vil sikre, at reformerne bliver omsat til konkret velfærd i hverdagen – med fokus på faglighed, værdighed og fællesskab. Karina Lyneborg, Susanne Utoft og Lars Thaarbøl
Der skal mere end en lokalplan til at sikre et stærkt handelsmiljø i Holbæk Ikke kun byens egne indbyggere men også de fleste af kommunens øvrige borgere kender og værdsætter Holbæk som handelsby. Mens andre større byer på Sjælland har oplevet tilbagegang, kan vi glæde os over, at vores købstad har klaret sig trods hård konkurrence fra ikke mindst web-handel. Vi har også fundet en balance i fordelingen af butikstyper mellem midtbyen og Megacenteret – en balance, som kommunalbestyrelsen forståeligt nok er meget varsom ved at rykke ved. Oveni fik vi maj 2024 en detailhandelsanalyse, der fortæller, at byen reelt oplever et markant plus målt på ’handelsbalancen’. Det vil sige, at omsætningen på udvalgsvarer som tøj, sko, elektronik og boligudstyr er 315 mio. kr. større end det, borgerne i Holbæk Kommune årligt handler for. Der er altså mange borgere fra andre kommuner, der bruger Holbæk som handelsby. Politisk drøftelse i marts På den ellers positive baggrund har det givet anledning til både rynkede bryn og debat, at der de seneste måneder er kommet flere tomme vinduer i Ahlgade, end vi er vant til. De ledige lokaler har på Facebook og i Nordvestnyt ført til diskussioner om, hvordan vi kan sikre et fortsat stærkt handelsliv. Det er en både vigtig og nødvendig debat, for vi skal hele tiden være opmærksomme på uhensigtsmæssige ændringer af bybilledet. Samtidig skal vi som politikere have modet til at koble os på den offentlige samtale, og vi har et medansvar for at finde løsninger. Derfor vil vi Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling på vores møde i marts tage de første drøftelser om, hvordan vi politisk kan understøtte en gunstig udvikling af Holbæk som handelsby. Jeg ved, at også vores politiske kollegaer i Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv er meget optaget af problemstillingen. Vigtig dialog med byforum og ejendomsejerne En stor del af debatten om de tomme vinduer har indtil nu handlet om, hvorvidt det kunne være en god idé at ændre på den 30 år gamle lokalplan for midtbyen. Og den mulighed vil vi helt sikkert også give en tanke i vores politiske udvalg. Men vi skal også vide, at en eventuel justering af lokalplanen aldrig vil kunne stå alene i arbejdet med at sikre Holbæk en lys fremtid. For at give de bedste vilkår til Ahlgade, Nygade og Smedelundsgade er det vigtigt, at vi politikere lytter til dem, der ved, hvad der sker i og omkring butikkerne. Her er Holbæk Erhvervsforum/Holbæk Byforum (HEF/BYF) en oplagt, stærk og udviklingsorienteret medspiller med stor viden, men også ejendomsejerne er vigtige aktører, når vi ønsker at drøfte midtbyens fremtid. Ejerne kender markedet og efterspørgslen på lokaler – eller mangel på samme. Både HEF/BYF og ejendomsejerne har en viden, som er afgørende, hvis vi ønsker en bredere samtale om Holbæk som handelsby. Dialog med byforum og ejendomsejerne Når vi taler om handelsbyens trivsel og fremtid bliver vi også nødt til at åbne den udviklingsplan for Holbæk bymidte, der blev vedtaget i juni 2021. Det er en plan, der i grove træk har nogle spændende bud på, hvordan Holbæk midtby fremover i endnu højere grad kan tilbyde afslapning og oplevelser blandt andet med grønne områder og flere byrum – naturligvis samtidig med, vi styrker handelsdelen. I forlængelse af tankerne i udviklingsplanen foreslår detailhandelsanalysen, at vi kan styrke handelslivet ved at gøre centrum mindre. Det er helt sikkert også en dilemmafyldt debat, der venter. Nyt stationsområde kan få indvirkning på Ahlgade Det er i denne sammenhæng også afgørende, at vi inddrager planerne om en gennemgribende renovering af stationsområdet i Holbæk, når vi skal finde en samlet indsats for vores midtby. Der er udarbejdet en politisk visions- og realiseringsplan for pladsen foran stationen, der afgrænses af Nygade, Bysøstræde og vejen hen forbi de tidligere postbygninger. Her venter nogle politiske drøftelser om blandt andet p-pladser, trafikale forhold og indretningen af det nye stationsområde, der på forskellig vis kan få indflydelse på Ahlgade og Smedelundsgade. To tredjedele af alle arbejdspladser i Holbæk Kommune ligger i Holbæk by – blandt andet på grund af vores handelsliv. Når vi understøtter en stærk bymidte, handler det både om gode job, et levende handelsliv med et stort udbud og et miljø, der skaber mindeværdige oplevelser for alle, der færdes i byen. Ingen skal være i tvivl om, at der er en meget bred og stærk politisk vilje til at finde løsninger for handelsbyen Holbæk. Lars Qvist Udvalgsformand for Plan, Bolig og Lokaludvikling
Holbæk Kommune har afsat 2,1 millioner kroner til at forbedre tilbuddene for børn og unge på Orø. Formålet er at sikre gode rammer for trivsel, læring og udvikling på øen. Investeringen skal både understøtte fællesskabet og sikre fremtidige aktiviteter for de yngste borgere. Tiltagene vil komme både børnene og lokalsamfundet til gavn. Blandt de kommende forbedringer er: • Et nyt køkken i børnehuset, der gør det muligt at tilbyde en frokostordning. • Et multirum til undervisning og fælles aktiviteter. • Opdaterede faciliteter til fagundervisning, herunder et skolekøkken til madkundskab. • Nye lokaler til børne- og ungdomsklubben. Vi ser frem til at følge udviklingen og de muligheder, de nye faciliteter vil give øens børn og unge. Mvh. Jarl Sabroe og Sif Thomsen
Kæmpe stort tillykke med de 150 års jubilæum som stationsby "Jernbanen mellem Roeskilde og Kallundborg vil blive aabnet for Driften den 30. denne Maaned, idet der denne Dag vil afgaae Tog fra Kjøbenhavn til Kallundborg Kl. 9 1/4 Formiddag, hvorefter der den 31.te denne Maaned og fremdeles indtil videre vil afgaae Tog fra Kjøbenhavn til Kallundborg Kl. 9 1/4 Formiddag og fra Kallundborg til Kjøbenhavn kl. 7 3/4" Sådan meddelte Direktionen for "Det sjællandske Jernbaneselskab" i 1874. Tølløse stationsby var blevet til. Tænk engang, i efterfølgende 150 år har byen skabt rammer for generation efter generation. Som stationsby med skoler, natur, fritidsfaciliteter, indkøbsmuligheder, cykelstjerner, lokale ildsjæle og meget mere har byen været hjem for mange forskellige mennesker. Nogle er født og opvokset her og kunne aldrig drømme om, at bo andre steder. Andre er kommet til i takt med at byen er vokset. Byen er i udvikling. Sådan skal det fortsætte. Vi glæder os til alt det der skal ske
Charlotte, Eva og Christina er med til at hylde det lokale erhvervsliv til nytårskur hosHolbæk erhvervsforum 👏🌟 Borgmesteren holdte også oplæg om, hvilke nye spændende initiativer, der er på vej i 2025. Tak til for et super arrangement 👍
I Socialdemokratiet brænder vi for at gøre en forskel for naturen, og nu tager vi endnu et skridt mod en grønnere fremtid. Vi har netop besluttet, at kommunen lægger penge ud til seks spændende projekter, der skal forbedre livsbetingelserne for dyr og planter i vores vandløb. Med projekterne kommer vi til at skabe mere liv og balance i naturen – blandt andet ved at lægge sten og grus i vandløbene og plante skyggegivende træer langs bredden. Det betyder bedre forhold for fisk, insekter og planter og en smukkere natur for os alle at nyde. Vi har allerede gennemført undersøgelser af 19,8 km vandløb og restaurerer nu de første 1,4 km. Kommunen lægger 1,2 millioner kroner ud, men vi får pengene retur fra staten ved årsskiftet 2025/26. Det her er konkret handling for naturen – noget vi kan være stolte af! Mvh. Signe Nina Egholm og Charlotte Nielsen
Vi har de seneste år arbejdet målrettet på at sætte gang i boligudviklingen i de mindre lokalområder, hvor byggeriet har stået stille. Som kommune støtter vi almene boliger, der ofte trækker private investeringer med sig. Senest har vi sikret udvikling i Tølløse, hvor Mostgrunden bliver forvandlet til en ny bydel med 111 boliger. 50 af boligerne bliver almene lejemål særligt til ældre og seniorer, mens et privat selskab står for de resterende 61 rækkehuse og lejligheder. Kommunen bidrager med 13 mio. kr. til projektet. Venstre sagde nej til forslaget, men vi i Socialdemokratiet er stolte af at sikre udviklingen. Projektet møder stor interesse og vil både skabe plads til børnefamilier og styrke lokale skoler og dagtilbud. Det er en vigtig milepæl for Tølløse, og vi glæder os til at se området blomstre. Mvh. Lars Quist
Vi står overfor en vigtig og spændende udvikling af Holbæk Havn, som vil gøre området mere funktionelt og attraktivt for både borgere og turister. Planen omfatter etableringen af nye flydebroer med cirka 100 bådpladser, heraf 30 bådpladser som går til Holbæk Ny Havns bådelaug, og 70 til nye både fra kommunens venteliste. Med projektet skaber vi et levende, rekreativt byrum med opholdsarealer og moderne servicefaciliteter som toiletter, bade og affaldshåndtering. Udviklingen vil gøre havnen mere tilgængelig og samtidig styrke Holbæk som en destination for lystsejlere og turister. Projektet finansieres via lånebekendtgørelsen med en samlet investering på 33,1 millioner kroner, som tilbagebetales over 25 år. Ambitionen er at have flydebroerne klar i 2025 og en ny servicebygning i starten af 2026. Vi glæder os til gåture langs havnen i Holbæk i solrige sommerdage og blæsende efterårsstorme, med udsynet til flere smukke både. Mvh. Susanne Utoft, Henrik Mosbæk og Eva Anker Lund