16. februar 2025

sikre et stærkt handelsmiljø i Holbæk
Ikke kun byens egne indbyggere men også de fleste af kommunens øvrige borgere kender og værdsætter Holbæk som handelsby.
Mens andre større byer på Sjælland har oplevet tilbagegang, kan vi glæde os over, at vores købstad har klaret sig trods hård konkurrence fra ikke mindst web-handel. Vi har også fundet en balance i fordelingen af butikstyper mellem midtbyen og Megacenteret – en balance, som kommunalbestyrelsen forståeligt nok er meget varsom ved at rykke ved. Oveni fik vi maj 2024 en detailhandelsanalyse, der fortæller, at byen reelt oplever et markant plus målt på ’handelsbalancen’. Det vil sige, at omsætningen på udvalgsvarer som tøj, sko, elektronik og boligudstyr er 315 mio. kr. større end det, borgerne i Holbæk Kommune årligt handler for. Der er altså mange borgere fra andre kommuner, der bruger Holbæk som handelsby.

På den ellers positive baggrund har det givet anledning til både rynkede bryn og debat, at der de seneste måneder er kommet flere tomme vinduer i Ahlgade, end vi er vant til. De ledige lokaler har på Facebook og i Nordvestnyt ført til diskussioner om, hvordan vi kan sikre et fortsat stærkt handelsliv. Det er en både vigtig og nødvendig debat, for vi skal hele tiden være opmærksomme på uhensigtsmæssige ændringer af bybilledet. Samtidig skal vi som politikere have modet til at koble os på den offentlige samtale, og vi har et medansvar for at finde løsninger. Derfor vil vi Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling på vores møde i marts tage de første drøftelser om, hvordan vi politisk kan understøtte en gunstig udvikling af Holbæk som handelsby. Jeg ved, at også vores politiske kollegaer i Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv er meget optaget af problemstillingen.

En stor del af debatten om de tomme vinduer har indtil nu handlet om, hvorvidt det kunne være en god idé at ændre på den 30 år gamle lokalplan for midtbyen. Og den mulighed vil vi helt sikkert også give en tanke i vores politiske udvalg. Men vi skal også vide, at en eventuel justering af lokalplanen aldrig vil kunne stå alene i arbejdet med at sikre Holbæk en lys fremtid.
For at give de bedste vilkår til Ahlgade, Nygade og Smedelundsgade er det vigtigt, at vi politikere lytter til dem, der ved, hvad der sker i og omkring butikkerne. Her er Holbæk Erhvervsforum/Holbæk Byforum (HEF/BYF) en oplagt, stærk og udviklingsorienteret medspiller med stor viden, men også ejendomsejerne er vigtige aktører, når vi ønsker at drøfte midtbyens fremtid. Ejerne kender markedet og efterspørgslen på lokaler – eller mangel på samme. Både HEF/BYF og ejendomsejerne har en viden, som er afgørende, hvis vi ønsker en bredere samtale om Holbæk som handelsby.

Når vi taler om handelsbyens trivsel og fremtid bliver vi også nødt til at åbne den udviklingsplan for Holbæk bymidte, der blev vedtaget i juni 2021. Det er en plan, der i grove træk har nogle spændende bud på, hvordan Holbæk midtby fremover i endnu højere grad kan tilbyde afslapning og oplevelser blandt andet med grønne områder og flere byrum – naturligvis samtidig med, vi styrker handelsdelen. I forlængelse af tankerne i udviklingsplanen foreslår detailhandelsanalysen, at vi kan styrke handelslivet ved at gøre centrum mindre. Det er helt sikkert også en dilemmafyldt debat, der venter.

Det er i denne sammenhæng også afgørende, at vi inddrager planerne om en gennemgribende renovering af stationsområdet i Holbæk, når vi skal finde en samlet indsats for vores midtby. Der er udarbejdet en politisk visions- og realiseringsplan for pladsen foran stationen, der afgrænses af Nygade, Bysøstræde og vejen hen forbi de tidligere postbygninger. Her venter nogle politiske drøftelser om blandt andet p-pladser, trafikale forhold og indretningen af det nye stationsområde, der på forskellig vis kan få indflydelse på Ahlgade og Smedelundsgade.
To tredjedele af alle arbejdspladser i Holbæk Kommune ligger i Holbæk by – blandt andet på grund af vores handelsliv. Når vi understøtter en stærk bymidte, handler det både om gode job, et levende handelsliv med et stort udbud og et miljø, der skaber mindeværdige oplevelser for alle, der færdes i byen. Ingen skal være i tvivl om, at der er en meget bred og stærk politisk vilje til at finde løsninger for handelsbyen Holbæk.
Lars Qvist
Udvalgsformand for Plan, Bolig og Lokaludvikling