
Den nye Ældrelov og Sundhedsreform vil få stor betydning for vores ældrepleje og sundhedstilbud i Holbæk Kommune. Som socialdemokrater i Ældre.- og Sundhedsudvalget ser vi mange positive tiltag – men også områder, hvor vi skal være særligt opmærksomme.
Med Ældreloven får de ældre mere selvbestemmelse, og plejen bliver mere fleksibel. Et af de vigtigste elementer er helhedspleje og faste selvstyrende teams – noget vi gik til valg på allerede i 2021 og nu har implementeret i Holbæk. Vi er derfor på forkant og ved, at det skaber bedre sammenhæng for borgerne og mere arbejdsglæde for medarbejderne. Nu skal vi sikre, at resten af systemet følger med.
Sundhedsreformen betyder store ændringer i det nære sundhedsvæsen, og samarbejdet mellem kommunerne og den nye Region Østdanmark bliver afgørende. Vi skal sikre en stærk kommunal stemme i de nye sundhedsfællesskaber, så vores borgere får en tryg overgang mellem sygehus, kommunal pleje og egen læge. Særligt forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme skal prioriteres, så flere kan få hjælp tæt på hjemmet i stedet for at ende i unødvendige indlæggelser.
Vores opgave er klar: Vi vil sikre, at reformerne bliver omsat til konkret velfærd i hverdagen – med fokus på faglighed, værdighed og fællesskab.
Karina Lyneborg, Susanne Utoft og Lars Thaarbøl