Holbæk

Svenn Thunøe

Hej, mit navn er Svenn Thunøe, jeg er 60 år og uddannet klejnsmed.
Jeg er far til tre drenge og har to bonus drenge og så er jeg gift med Dorthe.

Jeg flyttede til Holbæk for ca. 20 år siden. Igennem mit frivillige arbejde i juniorudvalget i tennisklubben på Højen, fik jeg mange gode relationer til en masse nye mennesker og kom også selv i gang med tennisspillet.

Min store interesse for sejlsport har medført, at jeg igennem de sidste 5 år har undervist som frivillig i praktisk sejlads på sejlerskolen i Holbæk Sejlklub.

Jeg nyder desuden vores fantastiske natur her i vores nærområde, hvor jeg bruger en del tid på vandreture samt cykelmotion på vejene i og omkring Holbæk.

Igennem mit arbejde som smedefaglærer på Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser har jeg den store fornøjelse at undervise unge mennesker i smedefagets forunderlige verden.
Det at arbejde med de unge, se dem udvikle sig, både fagligt og socialt, er noget, som ligger mit hjerte meget nært.

Jeg vil arbejde for en uddannelsespolitik, hvor alle unge får mulighed for at udvikle deres talenter. Det ligger mig særligt på sinde at styrke samarbejdet mellem folkeskolerne og de tekniske uddannelser, så vi kan gøre erhvervsuddannelserne til et attraktivt valg for flere unge.
Alle skal have lige adgang til uddannelse, og boglige og praktiske evner skal anerkendes ligeværdigt.