Holbæk, Allerup

Sif Kolling Thomsen

Mit navn er Sif Kolling Thomsen, og jeg genopstiller til Kommunalvalget i 2025, fordi jeg fortsat ønsker at arbejde for en kommune, hvor børn, familier og socialt udsatte får de bedst mulige vilkår for at trives.

Mine mærkesager er børnene og det sociale område, med særligt fokus på forebyggelse og de vigtige første 1000 dage af et barns liv.
Det er her, vi lægger grundstenen til et godt og sundt liv – både for barnet og for familien. Når vi investerer i tidlig indsats og støtter familierne fra starten, skaber vi stærkere fællesskaber og forebygger udfordringer senere i livet.

Jeg vil kæmpe for, at vi i Holbæk Kommune bliver endnu bedre til at tale om og handle på, hvad der skal til for at give børn og familier en god start på livet. Det handler om mere end rammerne – det handler om reelle muligheder for trivsel, udvikling og tryghed i hverdagen.

Samtidig skal vi fortsat udvikle de sociale indsatser, så vi sikrer, at de mest udsatte i vores samfund, føler sig set og hørt. For mig er det afgørende, at ingen bliver tabt – hverken børn, unge eller voksne.

Jeg er taknemmelig for jeres opbakning og håber på jeres stemme, så jeg kan fortsætte arbejdet for et Holbæk, hvor der er plads til alle, og hvor vi tager ansvar for hinanden.